Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag

torsdag den 7. februar 2008

Kulturrejse til Liverpool.

Mathew street Liverpool.

The Beatles havde deres første optræden på "The Cavern club" 9. februar 1961, i det kælderlokale, hvor gruppen præcis 9 måneder senere,  9. november 1961 mødte deres fremtidige manager Brian Epstein.
I April 2004 var jeg alene på en dejlig Beatles tur til Liverpool og deltog i en guided "The magical memory tour" rundt til Strawberry Fields, Penny Lane og de fire drenges barndomshjem samt en tur på scenen med sololuftguitar i "The Cavern club". Guiden omtalte nogle hotelplaner rundt om hjørnet ved det legendariske spillested i Mathew street, og jeg husker han fortalte, at Brian Epstein havde haft sin pladeforretning i den bygning, der altså nu er det nye "A hard days night" hotel.
Brian Epstein stod for det stik modsatte af The Beatles. Han var velhavende, kræsen, høflig, forretningsmand, bøsse, slipsemand og i begyndelsen en større fan af klassisk musik end af rock´n roll. Med flair for promotion arbejdede han alligevel utrætteligt for dem indtil han tragisk døde i august 1967.

Smithdown Place Liverpool.

I 1966 forlod Beatles den offentlige koncertscene for at indspille musik i studiets ro. Johns´ "Strawberry Fields" og Pauls "Penny Lane" blev udsendt som en single med to a sider den 17. februar 1967. Penny Lane munder ud i rundkørslen Smithsdown Place, hvor en del af referencerne fra sangen stadig kan spores. Fra denne plads kunne John, Paul og George køre gratis med George Harrisons far, som var buschauffør. Barberen der synges om i sangen lå i forretningen, der på billedet har en hvid facade. 
Strawberry Field var et nu nedlagt børnehjem, vis grund blev brugt som legeplads af John og hans venner. De to sange har skabt stærk emotionel tilknytning for utallige mennesker over hele verden.

Strawberry Field
Indgangen til Strawberry Field.

Jeg besøgte også det legendariske stadion Anfield Road, med et særdeles spændende klubmuseum og hjemmebane for min favoritklub Liverpool FC.

Bob Paisley gateway til Anfield med The Cop bagved.

I Liverpool boede jeg tæt på "The Cavern club", i Vernon street på Premier travel inn, hvor jeg havde en suite for 575 kr, til min store tilfredshed.
Det var en oplevelse jeg med den største fornøjelse vil gentage.

onsdag den 24. oktober 2007

Sange til livet på syng dansk dag 25.10.2007


Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang, skrev Edvard Lembcke i 1859. Hvormed kan vi ligne og prise det i sang, kunne vi spørge med ham.
H.C. Andersen rejste over hele Europa men formulerede sin kærlighedserklæring til Danmark, dansk natur, historie og sprog som han tillagde sin moders bløde toneart;
"så sødt velsignet, du mit hjerte når. I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går". 
Fra Halfdan Rasmussens lyrik kender vi blandt andet det kærlige portræt af en helt, der sørgmuntret hylder livet som en morgengave. Man må dog som han skriver i, At lære er at ville; 
bøje, sig over livet selv, 
fylde sind og øje, 
med tankens himmelvæld, 
undres og betages, 
når livet kommer nær, 
og møde, når det dages, en større sandhed der´.
Og når Povl Dissing synger, mens Benny Andersen akkompagnere på klaver, lyder det vist som Svante. Vi fornemmer en melankoli, men det er måske ikke så galt endda, fordi hjemme er hos Nina, som han laver kaffe til, mens hun er i bad. For manden kan jo også godt gøre lidt i hjemmet og ikke bare sidde på sin flade og spise ostemad.
Når Lars Lilholt synger, 
kald det kærlighed, 
kald det lige hvad du vil, 
fortæl mig om dig selv hvis du tør, 
giv mig frit valg, 
et hjerte jeg kan røre, 
stod han måske i en anden situation end Sebastian da han skrev, 
Her er en sang til dig min tøs, 
du slog gnister da det frøs, 
det gav varme og lys, 
så gjorde jeg mig lidt dum, 
og trængte til en hjælpe hånd, 
det gjorde du selv, 
tak alligevel.
Af alt smukt fra dansk kultur står Halfdan Rasmussens "At lære er at ville" (1949) mit hjerte nærmest. Jeg husker endnu at fru Riis, min første klasselærerinde, underviste et langt forløb i hans sange, der kulminerende i en festaften med vore forældre, hvor vi sang dem akkompagneret af fru Riis på klaver. Her præcis 40 år efter husker jeg den aften, som om det var i sidste uge.

torsdag den 6. september 2007

Pavarotti er død i dag.


I mange år var jeg interesseret i klassisk musik og opera på en uforløst måde. Så en dag købte jeg et samlet sæt af tre CD´er med tenoren Pavarotti, med optagelser fra forskellige operascener. Det blev min nye indgang til operauniverset, og det giver mig velvære at lytte til dem. Jeg er ikke i stand til at beskrive, hvad der var exceptionelt ved Pavarotti, men exceptionel det var han.
Måske var hans stemme og musikalitet en lykkelig symbiose med et andet musikalsk fænomen fra egnen ved Po-sletten, hvor han selv havde sine rødder. Den såkaldte Bel Canto opera udvikledes i 1800-tallet af komponister som Rossini, Donizetti og Bellini, der gav italiensk opera som forslidt genre nyt liv. De var alle tre født i det samme årti, stilmæssigt havde de meget til fælles, og de fik en meteoragtige karrierer, der fulgte samme bane. Rossini blev mest kendt for Barberen i Sevilla og Wilhelm Tell, Donizette for Lucia di Lammermoor og Bellini er bl.a. kendt for Puritaneren, operaer som stadig er på repertoiret over hele verden. De tre komponister kom alle fra små provinsbyer, alle tre fik succes i en ung alder, alle var under pres fra impressariers og publikums glubende appetit på deres værker. De vandt rigdom og berømmelse i hele Europa, og tragisk brændte de alle tre for hurtigt ud. Bellini og Donizetti døde relativt unge, den sidstnævnte sindsyg af syfilis, og Rossini havde sin sidste succes, før han fyldte 40 år.
De tre blev efterfulgt af to andre klare stjerner på den italienske operahimmel, Puccini med bl. a. La Boheme og Verdi med sin tredje opera Nabucco, hvis fangekor fik en politisk virkning. Italienerne var spredt blandt forskellige magthavere, da operaen i 1842 blev uropført på La Scala i Milano, og italienerne etablerede en parallel mellem deres egen situation og jødernes fangenskab i Babylon.
Pavarotti døde i dag, 71 år.

tirsdag den 3. juli 2007

Beatles, fire drenge fra Liverpool.






Mendips

Ringo Starr, født 07.07.1940, 9 Madryn street.

George Harrison, født 25.02.1943, 12 Arnold Grove.
Paul McCartney, født 18.06.1942. 20 Forthlin Road.
John Lennon, født 09.10.1940.  boede de første fem år med Julia i 9 Newcastle Road.
John Lennon boede derefter hos moster Mimi i 251 Menlove Avenue.

Beatles hjemby Liverpool hørte i århundreder til blandt verdens største havnebyer og handelsmetropoler. De fire der blev til Beatles blev født i Liverpool under krigen, i en by under konstant luftbombardement. Den 9. oktober 1940, da John Lennon blev født, var Liverpool rent faktisk udsat for et bombardement. Ringo Star, født Richard Starkey den 7. juli 1940, blev ligeledes født, mens byen var under bombardement. Krigslykken var vendt, og Liverpool led ikke længere under bombardementer, hverken da Paul McCartney blev født den 18. juni 1942, eller da George Harrison kom til verden 25. februar 1943. Men livet i Liverpool var stadig præget af mangelen på mad, brændsel og endda tøj. George var den eneste Beatle, som i løbet af sin barndom ikke blev frarøvet den ene eller begge sine biologiske forældre.
Ringo var den af de fire, der havde de sværeste barndomsbetingelser. Hans forældre blev skilt da Ringo endnu var spæd, og hans mor måtte endda arbejde som servitrice i en bar, for at få det hele til at løbe rundt. Sammen med sin søn boede hun i kvarteret Dingle, der blev regnet for at være det hårdeste i Liverpool. Ringos helbred var dårligt gennem hele sin barndom, og da han var 6 år sendte en sprængt blindtarm ham et år på hospitalet; da han var 13 år, og lige efter moderen havde giftet sig igen, udviklede en forkølelse sig til lungebetændelse, og drengen brugte to år af sit liv på at komme sig igen på et sanatorium. På grund af sit fravær fra skolen havde Ringo vanskeligt ved at følge med, og han færdiggjorde aldrig sin skolegang. Det lykkedes alligevel for Ringos stedfar, som var malermester, at skaffe ham en læreplads som rørlægger i et bygge firma. Den nye far købte også Ringos første trommesæt på kredit.
George Harrisons far skaffede smør på brødet til sin kone og deres fire børn, med et lavtlønnet job som buschauffør. Da det yngste barn George blev født, boede familien Harrison i et rækkehus med fire værelser i arbejderkvarteret Wavertree i Liverpool, men 6 år senere flyttede familien, efter 18 år på venteliste, ind i et nærliggende og nyt socialt boligbyggeri i Speke. Mangelen på materielle goder blev opvejet af familiens sammenhold. Som børn "nød vi altid godt af hyggen og trygheden". Den unge George var den første fra familien Harrison, der klarede sig så langt som til at blive optaget på Liverpool Institute, men da han dumpede i alle fag undtagen kunst, valgte han derfor at tage job som elektriker i et stormagasin i Liverpool.
Paul McCartney kom fra et sted mellen middel- og arbejderklassen, da faderens job som handelsrejsende i tøj blev betragtet som middelklasse. Efter krigen var der ikke mange penge at tjene i den branche, så Pauls mor Mary arbejdede som jordemoder, og tjente som sådan lige så meget som sin mand. Det gav McCartney-familien mulighed for at få eget hus. Familien levede i en stabil og kærlig atmosfære, hvor Pauls onkler og tanter kom på besøg og så blev der sunget og holdt fest. Ligesom George, som han fulgtes med i bussen om morgenen, læste han på Liverpool Institute, men Paul klarede sig godt og var afholdt af både elever og lærere. Da Paul var 14 år, døde hans mor Mary pludselig af brystkræft. Paul havde den fordel, at han voksede op i en musikalsk familie. Hans far havde ledet et jazzorkester i sine unge dage, og han holdt stadig af at spille på  klaver ved familiefester og til selskaber. Som fødselsdagsgave forærede faren engang Paul en trompet, som han byttede til en guitar da han indså, at han jo ikke både kunne synge og spille på trompeten. "Du mister din mor og får i stedet en guitar", bemærkede hans bror Michael til Pauls fordybelse i musikken efter morens død.
Freddie Lennon, Johns biologiske far, var på langfart som sømand i handelsflåden og kom sjældent hjem siden. Så John tilbragte sine første år med sin mor Julia i hendes fars hus, og der blev han passet af sin mor, og hendes fire ældre søstre. Julia var en livsglad kvinde og tilbragte mange aftener med at more sig på pubberne. I 1944 fødte hun en datter uden for ægteskab, og valgte at bortadoptere hende. I 1945 fandt Julia sammen med en ny mand, som hun fik to børn med. John blev anbragte i pleje hos tante Mimi, hvor han blev til 18 årsalderen. Som voksen, og især i hans mest politiske perioder hævdede John, at han voksede op i et arbejderklassemiljø. Men han må have vidst, at det ikke passede. Moster Mimi og onkel George ejede deres eget hus i et forstadskvarter, hvor der boede læger og andre akademikere. Onkel George ejede et mejeri og udlejningsejendomme, før han trak sig tilbage efter krigen. De var vel ikke rige, men Johns materielle opvækstvilkår var bedre, end de vilkår hans kommende kammerater i The Beatles havde.

mandag den 2. juli 2007

Edith Piaf - Jeg fortryder intet?




"Den lille spurv" Edith Piaf blev født i Paris på fortorvet foran rue de Belleville 72 den 19. december 1915 på en politimands kappe. Paris er en by fuld af landsbyer siges der ofte. Paris kvarteret Belleville havde tidligere ry for at være beboet af blandt andet mange anarkister og prostituerede. Siden er det blevet et kvarter for indvandere, der lever i fredelig sameksistens. Det er blevet sagt om Belleville, at det kvarter har sin egen uopslidelig energi, overskud og vitalitet af muskler og nerver, så at sige Paris´ arme og ben. 
Ediths mor var en gadepige og hendes far var en fordrukken gøgler. Louis Gassion var vist ikke noget skidt menneske, men noget af en skørtejæger, som altid var på jagt, og ofte fik bytte. Han opgjorde selv sine børn med diverse mødre til nitten, men miljøet var ikke af den karakter, hvor man henvendte sig til de kommunale embedsmænd, fordi man havde bragt et barn til verden. Han havde sansynligvis børn han ikke var far til, og børn der var frugter af hans elskovsliv, havde han ikke kendskab til.
Som barn sang Edith på gaderne, først sammen med sin far, men det tilfældige møde med Simone, der med en sansynlighed var hendes halvsøster, betød et nyt makkerskab med henblik på at søge lykken sammen. De to måtte sammen udfærdige en skrivelse overfor Simones mor: " Jeg, Edith Giovanna Gassion, født den 19. december 1915 i Paris og bosat i rue Orfila 105, kunstner af profession, erklærer herved at engagere Simone Beteaut på ubegrænset tid for 15 franc pr. dag plus kost og logi. Paris, den ...1931." 
Edith og Simone stod på gaden ansigt til ansigt med publikum, og folk sagde hvad de mente, så de to fik fornemmelser for, hvad folk kunne lide og ikke lide, så der lærte de chanson. De sang overalt i Paris, om lørdagen sang de i arbejderkvarterer, der gav de mindre, men oftere, fordi de kunne lide sangene, ikke for at vise godhed. Midt i ugen sang de på Champ-Elyseés. De lidt fine bydele var gode om morgenen, hvor kvinderne stadig var i hjemmet, men det var et bamhjertighedspublikum og ikke et publikum af kendere. "Lulu" i rue Pigalle blev Ediths første indendørs engagement. Hun købte sig en lommeudgave med sange, for tekstens skyld, da hun ikke kunne en node, men hun havde en usædvanlig god musikalsk hukommelse. Hun fik melodien spillet tre gange, og så kunne hun den. Værtinden forærede intet væk, når hun i princippet nok betalte 15 franc pr. aften, men hun opererede med et system af bøder, der lod Edith tilbage med en brøkdel om morgenen.


Edith og Simone boede på forskellige hoteller i rue Pigalle og lejede værelset for 12 timer hvert døgn, og resten af døgnet boede de på gaden. Det var Louis Leplee der opdagede Edith i 1935 i rue Troyes (foto) hvor hun stod og sang. Han havde en cabaret der hed "Gerny´s" på 54 rue Pierre-Charron ved Champ-Elyeés. For en pige der kun havde den ting i hovedet, at synge, var det et mirakel at møde en mand, der havde en cabaret, som havde penge, som var velklædt og som talte pænt til hende. Straks næste morgen og en uge frem øvede hun med en pianist fra morgen til aften, men det slog gnister når sang og klaverspil ikke fulgtes. Edith blev lanceret på plakatsøjler og i aviserne som "la mome Piaf" - den lille spurve, der kom ind fra gaden til Cabaret´en. Louis Leplèe´s cabaret ikke særlig fin, men den var typisk parisisk. Gæsterne kom der for at se forestillingen, spise og høre nogle sangere og sangerinder med stemning "a´ la francaise". 
Det var Raymond Asso der kreerede hende fra 1937. Det var ikke nogen nem sag at gøre Edith til Edith Piaf. Han udsatte hende for et dynamisk forhold, mellem det vi kalder for realitetsprincippet, og det vi kan kalde for lystprincippet. Realitesprincippet handler om den indstilling man har til at opfylde den ydre verdens krav, og til en vis grad acceptere at tilsidesætte sine umiddelbare behov, ved at kunne udskyde dem til en senere tilfredsstillelse eller eventuelt ikke få alle sine behov tilfredsstillet. Når de to havde indøvet en´ teknik i hende, udfordrede han hende på et andet område. Edith kunne ryge op i en spids, og være på nippet til at smadre alt hvad der var i rummet, når Raymond udfordrede hende. Men så faldt hun pludselig til ro og sagde, "Jeg skal nok lære det Raymond".
Som voksen blev Edith Piaf verdensberømt, men hvordan kan vi prøve at forstå hendes forunderlige liv? Dækker sangen "jeg fortryder intet" i realiteten hendes liv. Var viljen broen mellem nuet og fremtiden, der begyndte med ønsket om at bryde igennem som kunstner, fortsatte med valg og mundede ud i handling? Eller var det glæden, der var det store mysterium i hendes liv? Glæden, ikke som en tilstand, men som en måde at møde verden på, der måske tager sit udgangspunkt i at tåle friheden, give og modtage tillid samt hæge om sin egen og andres vækst. Men også i de tilfælde hvor hendes liv kørte skævt, eller hun blev offer for ulykke, var drevet af hendes stærke instinkt for at ville leve et inspireret liv på trods af alt. 
Læs evt. Simone Beteauts bog "Piaf" (1986)
Foto. Edith Piaf ligger begravet på Pere Lachaise i Paris.

fredag den 1. juni 2007

Mine koncertoplevelser.


Mit kulturoplevelsesmøster begyndte for ca. 18 år siden, da jeg aftalte med mig selv:
Hvis det drejer sig om kultur, og det appelerer emotionelt til mig, må jeg foretage en disposition hver måned uanset om det koster 25 kr. eller 2500 kr.
I de sidste 17 år har jeg i København oplevet karnevalsoptoget på Strøget og i Det ny Teater musicalen Cats. 11 gange har jeg oplevet Radiounderholdningsorkestret med Bootleg Beatles, jeg har oplevet Paul McCartney, Santana, Bruce Springsteen, Eric Clapton, Randy Crawford, Motown Funk Brothers, Lisa Ekdahl, Ny nordisk dans i Det Kongelige Teater, Tracy Chapman, James Last, James Blunt og The Harlem gospel Singers, Van Morrison, Daniel Powter, Bryan Adams, Burt Bacharach, Rasmus Nøhr, og Edda Magnason.
Jeg har været rejst til opera i Teater Hedeland ved Roskilde, hvor jeg så Nabucco, og på vintervisefestivalen i Strib oplevede jeg Erik Grib og Poul Dissing.
I Vejle Musikteater oplevede jeg Gilbert O´Sullivan, Lis Sørensens temakoncert om Sebastian, Kirsten Siggaards Edith Piaf forestilling og Joe Cocker.
I Horsens har jeg været til koncert med Joe Cocker, Hound dog all stars, Elton John, Paul McCartney, Katie Melua, Lis Sørensen, Poul Krebs, Tonefilmorkestret, Santana, Mark Knopfler, Michael Bolton, Bruce Guthro, Lionel Richie, Andrea Bocelli, James Last og Carpark North.
I Oslo Spektrum oplevede jeg Dolly Parton.
Foto øverst. Her stod jeg 8. juni 2004 i Horsens.


Billedresultat for carpark north det kongelige teater

Lørdag den 5. september 2015 oplevede jeg for første gang en koncert med Carpark North, der gav støttekoncert for Dignity, den danske organisation der arbejder imod tortur internationalt. Det blev en uforglemmelig og livsbekræftende sanseoplevelse af musik og lys i et fyldt Kongeligt Teater.



Den 15 juni 2013 havde jeg en fantastisk koncertoplevelse med Burt Bacharach i DR koncertsal.


Onsdag den 15. maj 2013 kørte jeg de få kilometer til Forum Horsens, hvor jeg havde en god oplevelse med James Last og hans orkester. Oplevelsen af pluralisme er en væsentlig del af min livskvalitet, og jeg føler James Last har beriget verden med sit sympatiske musikalske engagement. Han er 84 år og stadig i spidsen for sit orkester, der i løbet af denne koncert mestrede mange genre. 

Link. http://gaffa.dk/anmeldelse/70077
Jeg måtte jo forlade min komfortable lejlighed og Horsens den 6. marts 2013 for at få den akkustiske koncertoplevelsen Bare bones med Bryan Adams i DR koncertsal. Det blev en rigtig god oplevelse, hvor jeg sad bedst muligt på 1. balkon 3. række midt for. 



Den 6. december 2012 skulle jeg kun køre nogle få kilometer til Forum Horsens for at få en god oplevelse med musikalsk Lionel Richie. 



Det var en kær og efterhånden god gammel tradition, da jeg for 11. gang overværede DR underholdningsorkesters nytårskoncert den 17. januar 2013 fejrede Beatles. Det var en fremragende showkoncert, med brug af multimedie, der gav en visuel oplevelse oven i den musikalske oplevelse med det sprudlende DR underholdningsorkester, et syngende veloplagt publikum og de fire musikere og skuespillere i Bootleg Beatles. De kender deres Beatles og gør med musikalsk dygtighed, kropssprog og intelligente jokes, aftenen til det årlige festlige højdepunkt.



Den 4. maj 2006 oplevede jeg Carlos Santana band i Forum Horsens. Link. Gaffa


Den 24. november 2005 føjede jeg endnu en perle til min lange række af oplevelser med sympatiske Tracy Chapman i Falconer salen på Frederiksberg.


Den 5. december 2004 havde jeg en enestående oplevelse med Gilbert O`Sullivan i Vejle musikteater. Jeg kan faktisk synge med på alle hans sange fra dengang i 1970´erne. I løbet af denne intime koncert fortalte han om inspirationskilder og personlige reservationer ved at fremme en musikalsk karriere, hvis han mistede kontrollen over sit liv. Måske er det en årsag til at han ikke i dag har en fremtrædende position på de nostalgiske underholdningsscener.


Den 6. februar 2004 oplevede jeg endnu en enestående koncert denne gang med The Funk brothers. Jeg havde et halvt år tidligere set den dokumentariske spillefilm, med dem i hovedrollen, om den legandariske musikinstitution Motown. De ca. 10 musikere gik igen og igen på de hundreder af hits, der kom ud af Motown studierne.
Link. Gaffa, Funk Brothers K.B. Hallen 2004.


Jeg er egentlig ikke den store fan af musicals, men den 2. november 2002 havde jeg en fantastisk god oplevelse i Det ny Teater med musicalopsætningen af Cats efter T.S. Eliots "Old Possum`s of Practical Cats", med musik af Andrew Lloyd Webber og David Cullen.