fredag den 24. april 2015

Min kulturferie i København 22. til 24. april 2015.

Udsigt fra havnebussen på vej mod Sydhavnen.

I min kulturferie til København tog jeg på havnerundfart med de gule havnebusser, der sejler i rutefart mellem Refshaleøen i nord og Teglholmen i syd tur og retur. Jeg stod på og af i Nyhavn og fik således hele turen. Dermed fik jeg min første tur i Sydhavnen, der strækker sig cirka 3 kilometer fra Langebro til Sluseholmen. 

Her ved Islands brygge har man siden 2002 kunnet bade i havnen.

Claus Hagen Petersen har i sin "København" (2004) lavet en tidslinie for Sydhavnen:
1876. Gasværkshavnen anlægges.
1897. Kalvebod brygge, til venstre på billedet øverst, anlægges. 
1901-03. Slusen anlægges.
1902-22. Islands Brygge, til højre på billedet ovenfor, opfyldes i flere tempi.
1920. H.C. Ørstedværket indvies.
1958-98. Fisketorvet var i brug som sådan. I dag ligger indkøbscentret der.
1994-2000. Kalvebod Brygge sælges og bebygges med kontorhuse.
1999-2003. Plan om tusindvis af boliger i Sydhavnen inspireret fra Amsterdam.

Bryggebroen leder cykeltrafikken lige hen til en trappe. Det vil Københavns Kommune gerne lave om på. Arkivfoto. - Foto: MORTEN LANGKILDE
Den 190 meter Bryggebro for gående og cyklister blev åbnet i 2006.

Siden 2006 er der flyttet flere tusinde til Sluseholmen i nyt byggeri.

I Nyhavn gik jeg ombord i den anden havnerute, der sejler passagere mellem Nyhavn og Papirøen. Jeg ville besøge Christianshavns Bogfestival, der er Københavns ældste af sin slags, og hvert år præsentere god litteratur i nye rammer på nye måder, så flere bliver inspireret og interesseret i litteratur. Bogfestivallen blev talt igang under mit ophold på Verdens Bogdag 23. april, William Shakespeares fødselsdag. Kulturminister Marianne Jelved holdt åbningstalen, på Papirøen i det spændende Copenhagen Street Food, og derefter gav de to forfattere Robert Zola Christensen og Jacob Skyggebjerg oplæsninger vekslende med humoristiske anekdoter fra deres forfatterlivs begyndelse og udvikling.
Jacob Skyggebjerg (født 1985) debuterede i 2013 med "Vor tids helt", der er en delvis selvbiografisk roman fra egen opvækst hos alkoholiserede forældre mellem Horsens og Vejle til et vildt storbyliv i København. Den vil jeg købe og læse.
Robert Zola Christensen (født 1964) har skrevet børnebøger, digte, noveller, fagbøger og romaner. Centralt for en del af hans litteratur står en undren omkring temaer som identitet og virkelighed. Jeg har hans "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" (2009) stående i min reol.

Copenhagen street food ligger på Papirøen overfor Nyhavn.

Inde i Papirøen kan man købe et eksotisk måltid i en af de 33 boder.

I min kulturferie i København havde jeg to gode koncertoplevelser i DR koncertsalen. Onsdag aften oplevede jeg for andet år i træk Rasmus Nøhr, og torsdag oplevede jeg symfoniorkestret Da capo med stort kor præsentere "Die schönsten Opernchöre" der. Orkestret fra Østrig/Ukraine har siden 2004 turneret med klassiske temaer i Europa, og har tidligere spillet i koncertsalen. Jeg er ikke til at opleve en hel opera, så det var en mulighed for at opleve mange variationer. 

Jeg fik i min lille ferie bekræftet, at Danmark er et lille lykkeligt land. Jeg har oplevet skoleklasser på tur, en stilfærdig udenlandsk tigger, passagere i tog, s-tog og metro fra utallige forskellige sociale lag og lande, forventningfulde koncertgæster, hotelgæster og servicepersonale, helt uden mislyde. 

lørdag den 11. april 2015

Jeg har set "Idialisten" (2015) i biografen.

Billedresultat for Poul Brink
Poul Brink med Det danske Udenrigsministerium i baggrunden.

Filmen "Idialisten" (2015) af Christina Rosendahl handler om journalisten Poul Brink, der som ansat på Østjyllands radio i 1987 gøres opmærksom på en bemærkelsesværdig overrepræsentation af alvorlige hudsygdomme blandt de arbejdere, der befandt sig på Thulebasen omkring det tidspunkt i januar 1968, hvor et B 52 bombefly fra US air force styrtede ned der. Spørgmålet om hudsygdommene kunne skyldes arbejdernes kontakt med giftige stoffer fra fire ueksploderede brintbomber ombord på flyet, der i givet fald befandt sig på dansk/grønlandsk territorium i strid med den officielle danske politik, søges af embedsmænd affærdiget eller hemmeligholdt, og bragte Poul Brink ind på nye spørgsmål om dansk sikkerhedspolitiks komplekse problematikker. Det er en film jeg kan anbefale varmt. Man får indsigt og meget at tænke over.
I sommeren 1995 gik jeg op til min sidste eksamen på Odense Universitet. Jeg havde nogle måneder i forvejen fået godkendt mit petitum, det vil sige mit selvvalgte 2500 siders pensum med 4 problemstillinger indenfor dansk historie efter 1945. En af mine problemstillinger tog udgangspunkt i en, på det tidspunkt, sprit ny doktordisputats af Poul Villaume, "Allieret med forbehold, Danmark, Nato og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961" (1995). Det er knapt nok en problematik, som jeg interesserer mig for, og derfor har jeg ikke skrevet om det før på Kultur Jensen. Jeg havde mundtligt, ved fagets evaluering med underviseren, opponeret imod at vi havde behandlet Nato for meget og samfundsdynamikker for lidt under vores ellers hyggelige undervisningsforløb, hvor jeg var meget aktiv for at ændre denne vægtning. Alligevel lød mit eksamensspørgsmål cirka således. "Giv en analyse af Socialdemokratiets base og stationeringspolitik i første halvdel af 1950´erne". Det vil sige Socialdemokratiets stillingtagen til, hvorvidt US air force måtte benytte de danske flybaser i Natoalliancens afskrækkelses/trussels kapacitet mod Warszawapagten. Min besvarelse fik faktisk stor indvirkning på min måde at forstå virkeligheden og dens dynamikker. Jeg formulerede selv, uafhængig af pensum, sikkerhed som de forholdsregler man gør sig, for ikke at blive bragt i den situation, at man skal foretage en akut prioritering. En Statsminister, men også menigmanden i sit eget civile liv, vil typisk have en vifte af værdier, som man er sig mere elle mindre bevidst om, og hvor man mere eller mindre systematisk søger og undgå, at blive bragt i situationer, hvor man mister sine muligheder for at bevare en eller flere værdier intakt. Jeg foreslog at den demokratiske danske sikkerhedspolitik havde tre sådanne værdier; territorial integritet, demokratisk samfundsliv og materiel velfærd. Et af mine argumenter for den socialdemokratiske stillingtagen hentede jeg i disputaten på siderne 476-78, hvor Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i august, som oppositionsleder, op til folketingsvalget den 22. september 1953, argumenterede for Socialdemokratiets position ved tre spørgsmål. 
1) Opfordrede den øjeblikkelige og sandsynlige fremtidige internationale situation til et sådant skridt?
2) Betød de tilbudte allierede styrker en øget militær sikkerhed for Danmark?
3) Var en stationerings vilkår og betingelser så rimelige, at befolkningen ville forstå og billige dem, og bidrog de dermed til samling omkring Atlantpagten?
Hedtoft lod forstå, at der efter Socialdemokratiets opfattelse måtte svares benægtende på alle tre spørgsmål.

Billedresultat for Idealisten
Professor Poul Villaume skrev 969 siders "Allieret med forbehold" (1995).

torsdag den 2. april 2015

2. april 2015. Det er H.C. Andersens fødselsdag.

Tirsbæk på nordkysten af Vejle fjord set fra sydkysten.

I et brev, dateret 15. Juni 1830 til Edvard Collin, fra H.C. Andersen om sin 3 måneders rejse i provinsen, omtalte H.C. Andersen Horsens, hvor han besøgte N.V. Dorph, som var rektor på Horsens Statsskole 1829-33. H.C. Andersen karakteriserede Horsens som Jyllands smukkeste by, men fordi omgivelserne var knapt så smukke, rejste han videre til Vejle, hvor han aflagde justitsråd J. Worsaae besøg. H.C. Andersen foretog udflugter til Grejsdal og til Tirsbæk på nordsiden af Vejle fjord, som han omtalte i sin dagbog den 16. juni 1830.  
Jeg havde 2.-4. april fornøjelse af samvær med min familie på Hotel Munkebjerg, der ligger fantastisk smukt på sydsiden af Vejle Fjord, hvor jeg holdt min 50 års fødselsdag i påsken for præcis 5 år siden. 

Her boede jeg på Hotel Munkebjerg.

Fra værelset havde jeg udsigt til Bredballe og Vejle fjord.

mandag den 16. marts 2015

Mette Fugl på Horsens ny Teater 16. marts 2015.


Som person kan man udvikle sig til et logisk men andre gange et paradoksalt resultatet af sine gerninger og vilkår. I aften oplevede jeg Mette Fugl, som i sin barndom boede i Allegade i Horsens, fortælle om sit 66 årige livs erindringer. Det er naturligvis umuligt at indpasse alle hendes mange forskelligartede handlinger, følelser og tanker, som har været hendes bevidsthedsproces, ved hjælp af blot en dimension. Den livshistorie hun fortalte, hentede sine referencer i gode forældre, hendes mor var skolelærer og faren journalist, vi hørte om hendes skoleskifte fra harmoniske oplevelser i Brabrand til et skoleliv med mobning i Birkerød, og vi hørte om Mette Fugls journalistiske erfaringer, med uforstående kolleger på dagbladet Information, hvor hun forsøgte at få journalist- arbejdedet til at gå op med udfordringerne som enlig mor. Mette Fugl var i mange år en respekteret journalist, men hendes liv rummer også fortælligen om livets modgang, da hun måtte sige farvel til sit job i Danmarks Radio. 

mandag den 23. februar 2015

Henri Nathansen, Indenfor murene. (1912)

Billedresultat for Folketeatret
Scene fra Folketeatrets opsætning af "Indenfor murene" i 2015.

Fredag den 20. februar var jeg i et fyldt Folketeater i København, hvor jeg oplevede teaterstykket "Indenfor murene" (1912). Henri Nathansen blev født den 17. juli 1868 i en jødisk familie, og voksede op i Hjørring, hvor han var den eneste jødiske dreng i byen. Da han fulgte med sin familie til København, fik han muligheden for at uddanne sig til jurist, og han opnåede i en årrække at praktisere som overretssagfører. Henri Nathansen havde allerede i sin ungdom udviklet interesse for teater og litteratur og sideløbende med sit virke som jurist, skrev han fra 1899 flere fortællinger. I "Indenfor murene" udstiller Henri Nathansen komplikationer mellem jødisk og dansk livsform i to københavnerfamiliers relationer, vel omkring år 1900, der udfordres af familiernes unge, med deres moderne frie følelsesliv. "Indenfor murene" har været sat op mange gange, og stykkets pointe er, at et menneskes liv ikke bør begrænses af køn, tradition og overindividuelle familiære hensyn. Det var en udmærket oplevelse.

søndag den 22. februar 2015

Mine oplevelser ved Vidensfestival 2015.

De 600 deltagende ved Vidensfestivallen 2015 i Dronningesalen.

Lørdag den 21. februar deltog jeg for anden gang i Vidensfestivallens 12 timers forløb, der i samarbejde mellem tidskriftet Ræson, Dansk Magisterforening og Det kongelige Bibliotek afholdtes i Dronningesalen for 5. gang. I år med følgende program:

Anja Dalgaard-Nielsen. Om at nuancere sikkerhedsanalyser.
Kristian Pedersen. Om rumfartens perspektiver.
Tor Nørretranders. Om værdien af danske børns leg.
Leny Malacinski. Utrykheden ved aktuelt, med jødisk baggrund, at leve i København.
Ulla Tofte. Om kulturfestivaler.
Lone Frank. Status over sit eget livs omvæltninger siden Vidensfestivallen i 2014.
Uffe Østergaard. Om forståelse af tilfældighed og regelmæssighed i historiefaget.
Anne-Cathrine Riebnitszky. Om sin egen tro.
Knud Romer. Om sin egen børnebog ABC.
Josefine Klougart. Om det karakteristiske ved hendes egen litteratur.
Kurt Nielsen. Om robotteknologi.
Jesper Tynell. Om ministre og embedsværkets kreative omgang med sandheden.
Anne Pedersen. Om nye arkæologiske udgravninger i Jelling.
Vincent Hendricks. Om sin visionen for studerende på Kbh. Universitet.
Mikkel Anderson. Om ængstelse ved at være satiriker i lyset af terrortrusler.
Adam Price. Om sine forberedelser til en ny TV serie om tro og religion.
John Foley. Om manglende it sikkerhed som følge af  bl. a. udlicitering.
Jan Grarup. Om de humanitære tragedier han har dækket som fotograf.

Det var igen i 2015 en rigtig god oplevelse, at overvære Vidensfestivallen, og jeg har stor lyst til at nævne Clement Kjersgaards kompetente 12 timer lange mødeledelse. Jeg glæder mig til næste års Vidensfestival.

Jeg boede i en 66 m2 lejlighed, med denne udsigt, nær Den sorte Diamant.

torsdag den 29. januar 2015

Halfdan Rasmussens 100 års dag 29. januar 2015.


Jeg husker endnu at fru Riis, min første klasselærerinde, underviste et længere forløb i Halfdans børnesange, der kulminerede ved en festaften sammen med vore forældre, hvor vi sang dem akkompagneret af fru Riis på klaver. Nu mange år senere husker jeg den aften i 1968, som om det var i sidste uge. I mit voksne liv er Halfdan Rasmussens "At lære er at ville" (1949) blevet noget af det smukkeste jeg kender i dansk kultur. 

At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider frem
som tegn med hånd og mund.

At lære er at bøje
sig over livet selv,
og fylde sind og øje
med tankens himmelvæld,
at undres og betages
når livet kommer nær,
og møde, når det dages
en større sandhed der´.

At lære er at famle
i mørke, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke værd.

Det er mit indtryk, at Halfdan levede lidt privat og tilbagetrukket fra offentligheden, og lod sine kunstneriske formuleringer tale for sig selv. Det betød dog ikke, at han blev marginaliseret i dansk kultur, for han blev ofte prisbelønnet. Halfdan levede sine sidste 50 år i Saunte ved Hornbæk, og døde der i 2002.
Litteratur. "Halfdan" en biografi om Halfdan Rasmussen af Lene Bredsdorff. (2005)