Edgar Morin - Europæisk kultur.

Hvori består Europas enhed ? Hvornår blev den til ? Og hvordan ?  

Europas vugge var kaotisk, grænserne har været omskiftelige og Europas definitioner underkastet mange forvandlinger. Edgar Morin analysere Europæiske begreber som modsætningsfyldte og prøver at forstå Europas komplekse identitet. Edgar Morin blev i 1996  æresprofessor på Syddansk universitet. I sin bog, "Europæisk Kultur, på vej mod en ny bevidsthed", fra 1987, på dansk 1988. skriver han:
Man kan hævde, at Europa er demokrati, ret og retfærdighed, 
men Europa er lige så meget magt og undertrykkelse. 
Man kan sige Europa er spiritualitet, 
men Europa er også materialitet. 
Man kan hævde, at Europa er mådehold, 
men Europa er også hybris. 
Man kan hævde, at Europa er fornuft, 
men Europa er lige så meget myte.

Middelalderen betyder mellemtiden, dvs. tiden mellem oldtiden og den nyere tid. Den strækker sig over de 1000 år fra ca. 500, der er det traditionelle slutpunkt for oldtiden til renæssancens gennembrud omkring 1500. Begrebet middelalder er i sin oprindelse et nedsættende udtryk, brugt af renæssancens og hummanismens tænkere om den i deres øjne mørke tid mellem den lysende oldtid og dennes "genfødsel" i renæssancen. Ordet renæssance optræder første gang i fortalen til genudgivelsen af Apuleius (ca. 125-180 e. kr.) "Metamorfoser" udsendt i Rom i 1469. Dette årstal kan altså medtages i rækken af de årstal, hvormed man sædvanligvis markere overgangen fra middelalder til nyere tid: tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 med den deraf følgende flugt af grækere til Vesteuropa, bogtrykkerkunstens opfindelse indledt med Gutenbergs bibel i 1455, arabernes fordrivelse fra Europa ved erobringen af Grenada i 1492, Columbus opdagelse af Amerika i 1492 og reformationens begyndelse med Luthers teser i Wittenberg i 1517. 

Middelalderesn begyndelse er meget mere flydende end dens slutning. Almindeligvis lader man oldtiden opstå med året 476, da det vestromerske kejserrige gik under. Snarere end at datere middelalderen negativt udfra oldtidens ophør, kan man datere den positivt, ud fra dens indhold. Middelalderens afgørende og samlende indhold er kristendommen. For kristendommen er oldtidskulturen hedenskab, som den enten bekæmper eller omformer. Middelalderen begynder derfor i takt med kristendommens indførelse: først den kæmpende kristendom, senere den sejrende kristendom med Konstantin den Store omkring år 300, først i de romanske senere i den germanske områder. England kristnes i 600-tallet, Tyskland i 700-tallet, Danmark i 800-tallet, Norge og Sverige omkring 900 og Island omkring år 1000.
Middelalderen varer ved til den katolske kirkes enhed blev brudt med reformationen. Den katolske enhedskultur var ganske vist allerede blevet brudt ved indledningen til middelalderen, i 395 da delingen fandt sted mellem det Øst- og Vestromerske rige, men det var i sin oprindelse mere en politisk deling end en religiøs. Dog blev det efterhånden det dybeste kulturskel i Europa: mellem Byzans og Rom, mellem græsk sprog og latin, mellem græsk-ortodoks religion og romersk-katolsk, mellem en kirke underkastet den østromerske kejser, og en romersk kirke, hvis større selvstændighed over for den verdslige magt prægede den vesteuropæiske middelalders historie.
Folkevandringerne fik ikke så stor kulturhistorisk betydning, selvom man siger de væltede det vestromerske rige i 476, for da var den kristne kirke allerede kulturbærende. Større betydning fik den religiøse udfordring fra islam og araberne, der angreb Middelhavets kyster fra omkring år 700, erobrede Spanien og trængte helt op i Frankrig, hvor Europa på en måde lagde en brik til sin identitet ved at stoppe islam ved Poitiers i 732. Det kristne modstykke hertil var korstogene forsøg på at føre kristendommen tilbage til dens mellemøstlige arnested mellem 1095 og 1270 mislykkedes. Araberne blev i Spanien hele middelalderen, til 1492, og virkede ikke blot som modstand, men som en vældig kulturel inspiration.
Søren Mørch tager i b1. a. "Det europæiske hus" spørgsmålet om kontinuitet op. De kolde, våde og vilde egne i Nordvesteuropa blev civilisationen holdepunkter, og Middelhavets kystområder blev udkanter. De to dele af Europa levede sammen, men var næste i alle henseender meget forskellige. Nordvesteuropa var søbårent. På grund af landevejenes miserable forfatning kunne det ikke betale sig at sende de nordeuropæiske produkter, grovvarer, over land. Der skete omkring 1380 en centrering omkring Venedig. Op mod år 1500 skete der et enormt sving fra Venedig mod Antwerpen før bevægelsen svingede tilbage til middelhavsområdet men nu til Genua mellem 1550 -60. Hollænderne udviklede en skibstype - Fluit - fra 1570 som de bl.a. kunne takke for den efterhånden dominerende position de fik indenfor  handel og fragt, der gjorde Amsterdam til økonomisk centrum de næste 200 år. Mellem 1780 og 1815 forskubbedes dette centrum til London.
I "Europas religion - kristendom og ateisme" (1997) af Lasse Brandstrup og i Jakob Ballings "Kristendommen" (1986) behandles bl.a. germanernes kristningsproces og reformationen. Brandstrup hævder at man der har orienterer sig på en anden måde, end man har gjort i f.eks. Indien og den nære orient. Det man i det germanske område har været orinteret imod også i hedensk tid, kan sammenfattes i ordene "år og fred". Man har mest været optaget af de materielle vilkår for eksistens. I hedensk tid skabte man år og fred ved gudernes hjælp: sikrede sig markernes frugtbarhed og kvægets trivsel. I moderne tid er det eksistentielle problem stadig et spørgsmål om levestandard. Ifølge Jacob Balling forbandt Luther en linie til et demokratisk moment. Ved at forkynde, at enhver troende hørte til gejstligheden, og at ethvert medlem af kirken var lig med præsten, udfordrede han det middelalderlige system, som kun havde tilladt lægfolk at træde i forbindelse med kirken gennem formidlere ved Kristi statholder i skikkelse af Paven og hans embedshieraki, og Luther førte dermed det samme lighedsprincip ind i kirkelivet, som den franske revolution senere bragte ind i det politiske liv. Ved at fastslå, at man i hver en stand, i hvert et kald, i hvert embede og i hvert håndværk kan udfører et gud velbehageligt arbejde, har Luther haft store demokratiske følger.   

I Europa opstod nationalstaterne som regel i kongedømmer, der besejrede feudalprovinser og gennem århundreder indoptog deres borgere i en fælles national identitet. Nationalstaterne blev mere og mere suveræne i takt med indskrænkningen af pavestolens magt, kejserdømmets sammenbrud og passiviseringen af feudalherrene. Staten stræbte efter at opnå central magt, der under sig havde en administration, et militær og et diplomati, alt sammen finansieret gennem skatteopkrævning. Udviklingen af nationalstaten var gradvis og enevælden var en etape i det udviklingsforløb, der med den franske revolution bragte nationalstaten endeligt til verden. Den nationale suverænitet knægtede den religiøse i to etaper: først Augsburg-traktaten fra 1555, der anerkendte lutherdommen i Tyskland og i praksis indførte "cajus religion ejus religio" reglen, altså den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende. I 1648 efter en krig der varede 30 år, og begyndte som en krig mellem henholdsvis katolske og protestantiske stater, etablerede Wastfalen-traktaten en modus vivendi, der fremover satte nationalstaten over religionen.

Foto. Edgar Morin