Foto. Uden videnskab ville historien være en kaotisk mængde uordnede brikker.
I midten af 1980´erne fulgte jeg faget Moderne historievidenskab på historisk institut i Odense med sympatiske Henrik Tvarnø som underviser. Pensum var Georg G. Iggers "Moderne historievidenskab efter 1945" (1975). Henrik Tvarnø spurgte mig ved den lejlighed, over en kop kaffe i kantinen, hvad jeg selv gik og reflekterede over i forhold til faget? Jeg svarede, at jeg var interesseret i "Det socialt ubevidste", et begreb der måske strengt taget ikke hører til indenfor historiefaget, og i hvert fald er vanskeligt at håndtere i den historiske videnskab. Jeg havde tidligere i faget sociologi besvaret mit eksamensspørgsmål, om muligheden for det moderne menneskes individualitet, og det der arbejdede i mig var vel et spørgsmål om, hvordan det historisk har været muligt for et individ at skabe sig en proces, med henblik på at kunne komme til at leve et liv, der føles rigtigt og godt.
Hvori består den videnskabelige metodiske indstilling i historisk socialvidenskab?
01) Uden historievidenskaben ville fortidens virkelighed være utallige kaotiske og ofte ukendte tilstande, processer og begivenheder.
02) Historiske sammenhænge kan formuleres til videnskab, fordi historikere opstiller metodiske spørgsmål til historien.
03) Anderledes end i naturvidenskaberne er historiefaget ikke bygget op omkring et´ tvingende tankemønster.
05) Trods flere grundlæggende forskelle i historiefaget eksistere der det fælles træk i forskningslogikken; at historiske udsagn skal kunne verificeres intersubjektivt.
06) Forskeren stiller sine historiske spørgsmål, fordi der ikke eksistere indiskutabel viden på området.
07) En detailleret undersøgelse af et historisk fænomen er en betingelse for den størst mulige objektivitet.
08) På grundlag af kendte teorier og den størst mulige detailviden formulere forskeren en hypotese.
09) En hypoteses funktion er at bringe prøvende orden i observerede fænomener på en måde, der formodes at kunne give dem mening.
10) Det er vigtigt, at forskeren til enhver tid er i stand til at observere nye data, som måske modsiger hans hypotese og fører til revision af den.
11) Den fuldkomne objektivitet kan næppe opnåes, fordi forskeren kun vanskeligt kan distancere sig nok fra sin egen samtids konventionelle tankemønstre.
12) Den videnskabelige metodes tænkning har frembragt en stærk faglig samvittighed og disciplin.
Johann G. Herder (1744-1803) formulerede i 1769 i sin "Buch zur Bildung der Völker" betydningen af åndsdannelse. Dannelse blev i Herders fremstilling nært forbundet med udviklingen af den nye antropologi, der opfattede mennesket som formbart, og derfor præget af varierende og vekslende forhold i tid og rum. Denne nye opfattelse dannede også grundlag for at formidle, at ethvert folk er præget af en særlig dannelse, og derfor burde det være nationens opgave at sørge for, befolkninger blev oplyst om deres egen historie, for dermed at kunne erkende sig selv som en særlig del af det almene.
I første halvdel af 1800 tallet slog en ny kildekritisk historieskrivning igennem ved det i 1810 oprettede Humboldt universitet i Berlin. Leopold von Ranke (1795-1886) blev den mest indflydelsesrige repræsentant for den nye retning, der betød et fremskridt i kritisk vurdering og udnyttelse af kildematerialet. Men Ranke både indskrænkede sit kildemateriale og indsnævrede perspektivet, fra oplysningstidens breddere definerede politisk-, social- og kulturhistorie til et smallere historieperspektiv, der fokuserede på politisk historie løsrevet fra almindelige sociale forholds udvikling. Mere præcist var Rankes perspektiv indstillet på de store europæiske staters udenrigspolitik i miljøer omkring få magtfulde og indflydelsesrige individer. Det blev til den forskningsmodel, hvor historikeren først og fremmest benyttede sig af kildekritisk vurderede statsakter som dokumentation i en berettende historieskrivning, med et kontinuerligt tidsbegreb, og de politiske intentionale handlingers centrale betydning for udfaldet af de historiske forandringer, samt mulighederne for at forstå dette objektivt.
Charles Darwin (1809-1882) udviklede sin teori om arternes udvikling i "On the Origin of Species" (1859). Teorien blev formuleret på baggrund af naturhistoriske opdagelser fra hans femårige jordomrejse og med inspiration fra Malthus (1766-1834) teorier om den asymetriske udvikling i henholdsvis fødevarerproduktion og befolkningstal, der som konsekvens måtte føre til, at de svage individer uundgåeligt dør. Charles Darwin udviklede sin egen teori om de eksisterende dyre- og plantearter som resultatet af en evolutionsproces. Udviklingen forklarede han med den proces, som han benævnte det "naturlige udvalg". De arter der kan anvende de mest hensigtsmæssige egenskaber vil klare sig bedst i kampen for tilværelsen. De vil derfor overleve og kunne formere sig, hvorved deres egenskaber vil præge de efterfølgende generationer. Charles Darwins teori udløste en heftig strid i hans samtid, hvor mange argumenterede imod, at teorien var forenelig med kristendommen, og undergravede de konventionelle normer for godt og ondt. Som socialdarwinisme blev teorien omformet til en idelogi om civilisationers udvikling, der blev brugt af de europæiske kolonimagter til at legitimere deres egen kolonipolitik.
De fleste historikere begyndte i 1900-tallet at trække inspiration fra den fond af viden, teorier og metoder, som samfundsvidenskaberne udviklede for at analysere de hurtige sociale og kulturelle forandringer forårsaget ved den ny teknologis dynamik, de gamle eliters aftagende indflydelse og de førhen foragtede klassers og folkeslags tiltagende politiske og kulturelle bevidsthed, og vægten blev efterhånden lagt på undersøgelser af forandringer i levevilkårene og bevidsthedsliv ud fra antagelsen, at det man tænker og oplever, typisk er en afspejling af hvor komfortabelt man lever.
Efter Darwin havde berøvet menneskeheden illusionen om, at mennesket blev skabt af gud, formulerede Sigmund Freud fra cirka år 1900, at den menneskelige psyke rummer tanker og stræben, som lever deres ubevidste liv. Freud var vel ikke den første, som formulerede teorier om det ubevidste liv, men han blev den første, som omsatte sine hypoteser til omdrejningspunkt i et psykologisk system, hvor han analyserede mulige ubeviste fænomener detailleret, med forbavsende konklusioner. Freud hævdede at en stor del af vores bevidste tænken kun tilslører vore virkelige tanker og følelser, som vi foretrækker ikke at være os bevidste om. I Freuds "Das Unbehagen in der Kultur" (1930) behandles det psykiske livs historiske karakter, den tiltagende internalisering af ydre tvang, der bliver til indre tvang i form af en slags indre opsynsmand.
Sociologen Max Weber (1864-1920) opererede med generaliseringer, som han kaldte "idealtyper". De afveg fra naturvidenskaben ved ikke at være lovmæssige, men skabt for at begribe betydnings- og formålselementer, som eksisterede i konkrete historiske sammenhænge. I sine tankemodeller gik Max Weber ud fra, at mennesker individuelt og som kollektiv handler for at realisere almene værdier, og at der indgår elementer af en rationalitet i al social adfærd, som det er muligt at gøre til genstand for videnskab; hvorledes individer eller grupper ideelt forventes at handle, når de følger deres almene værdier. Et eksempel er "Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus" (1904-05), hvor Max Weber forbandt den kristne asketiske protestantisme med nogle deraf følgende paradoksale samfundsmæssige konsekvenser.
Den franske Annales skole skabte efter 1929 en historievidenskab, der i stedet for en lineær fremadskridende tid viste en mangfoldighed af tider, lige fra langtidsbevægelser, til den langsomme tid i den geografiske ramme, hvor menneskenes liv udspiller sig, til de hurtigt på hinanden følgende politiske begivenheders korte tid. Hver epoke og hver kultur har sine egne strukturer og sine egne tidsrytmer. Den ene af Annales skolens to grundlæggere Lucien Febvre (1878-1956) formulerede en model for analysen af "det mentale værktøj" og "sensibiliteten" i sin berømte artikel "La sensibilitete´et histoire. Comment reconstituer la vie affective d´autrefois" (1941). Han notere indledningsvis at følelser implicere mellemmenneskelige relationer, såvel som intellektuelle aktiviteter forudsætter mellemmenneskelige relationer. De logiske relationer kan fremtræde som både oppositionsforhold og solidaritetsforhold, og disse fundamentale grundrelationer henter deres oprindelse fra den sociale sensibilitet. Lucien Febvre forsøgte med sin disputats i 1912 at rekonstruere det mentale liv i midten af 1500-tallet i France Comté præget af bl. a. sociale klassers modsætninger. Fortiden var mere præget af affekt og mindre rationel end i dag, og de førmoderne mennesker levede deres liv med større sensibilitet, hvis årsag Lucien Febvre (1941) forklarer med appeller til de følelser, der nemt opstår i samfund med absolutte livskontraster i former af kulde og varme, sult og mæthed, usikkerhed og tryghed. Le Roy Ladurie (f. 1929) anvender både biografier og begivenheder i modsætning til Fernand Braudel (1902-1985), som opererede med de lange perspektiver, hvor strukturelle historiske ændringer var så længe undervejs, at de gik bag om ryggen på de mennesker, der levede i den historiske virkelighed. Hos Le Roy Ladurie var fraværet af forandringer i "Les Paysans du Languedoc" (1966) det karakteristiske, hvor det mentale mellemmenneskelige liv var hæmmende for sociale forandringer, selvom Languedoc vekslede imellem kriser og gode konjunkturer. Men Le Roy Ladurie har dog også analyseret urolige impulser og modsætninger, hvor han anvendte psykologiske teorier om de sociale modsætninger i sin analyse af de blodige uroligheder med 20 døde ved karnevallet i den sydøstfranske by Roman-sur-Isere i år 1580. Philippe Ariés (1914-1984) behandlede i sin "L`histoire des mantalités" udgivet i La Nouvelle Histoire (1978), alt det der historisk er blevet påtvunget og undertrykt i forhold til menneskers bevidsthed og frihed.
I Norbert Elias (1897-1990) "Über den Prozess der Zivilisation" (1939) opereres med begrebet habitus, som er de socialt tilegnede dispositioner i sindet med betydning for handlinger, smag og fællesfølelse, som vekselvirker i sindet med den mere individuelle subjektivitet og ens egne tilbøjeligheder. Norbert Elias analyser viste mennesker som i højere grad interdependent disponerede væsener end som autonome væsener, og han fandt sine mennesker i dynamiske figurationer, hvor figurationsprocesser omsættes i sindene og virker som flukturerende følsome ligevægte, der flytter sig hid og did som magtbalancer i sindene efter situationen.
Den i Oxford uddannede journalist Jeremy Campell karakterisere i "The improbable machine" (1989) det moderne storbymenneskes psyke, der orienterer sig både som en logikmaskine og som medium, i hvilket store mængder information er aktive samtidigt, og der sker så meget indenfor så korte sekvenser, at man typisk ikke er helt bevidst om, hvordan det sker. Den moderne hjerne fungere typisk i en hverdag med utallige hurtige pragmatiske menneskelige omgange og indtryk fra omskiftelige virkeligheder. Hjernen har lært sig at arbejde med en ufuldstændig eller selvmodsigende information, således at sindet bearbejder informationen i forhold til de aktuelle problematikker ved at inddrage individuelle reserver af verdslig viden til at foretage pragmatiske skøn ud fra indicier og ved hurtigt at genkende muligheder og afveje den relevante løsning og reaktion på spørgsmålet.
Peter L. Berger (f. 1929) har fået "The social construction of reality" (1966) anerkendt som en af de mest indflydelsesrige bøger om sociologi. Identitet er hos Berger formet, så den repræsentere en almen objektiv virkelighed, og de fleste i høj grad gør, hvad de forventes at gøre. Der hvor en socialisering har udviklet sig utilpasset, opstår der en vanskelig oplevelse af splittelse mellem en socialt defineret virkelighed og en grad af alternativ virkelighedsfornemmelse. En alternativ selvidentificering, der kan opstå fra tid til anden i ens bevidsthed, vil ofte være på afstand af en sandsynlighedsstruktur, der kan omdanne den til noget andet end flygtige fantasier, for det at ændre sin identitet og virkelighed kræver en på ingen måder ringe indsats. Hvis den sekundære socialisering er blevet disidentificeret i en sådan grad, at spørgsmålet om ens “rette plads” i livet og i samfundet trænger sig på, og den sociale situation ikke tillader virkeliggørelse af den subjektivt valgte identitet, kan der måske begynde en interessant udvikling.
Peter L. Berger gør brug af de to strategiske begreber, baggrund og forgrund, som han henter fra Arnold Gehlen. Institutionaliseringens formål er at udfylde ens baggrund, og institutionaliseringen er så den proces hvor områder, der kræver fuld opmærksomhed og udføres meget velovervejet bliver flyttet tilbage til ens baggrund, som en rutine der arbejder automatiseret og uproblematisk, efter at den er blevet udført nogle gange. Et institutionelt system fungere for en, indtil det ikke virker som det plejer at gøre. På et tidspunkt trænger problemet og det institutionelle system, hvor det er opstået, sig så ind på bevidstheden, og der opstår måske ny opmærksomhed, hvor man tænker over de opgaver, man før udførte uden at skænke det mange tanker. Det stopper måske ved en potentiel begyndelse, men måske bliver det et afsæt for at udvikle egne kognitive og normative formularer, der kan give en´ nogle brugbare svar på de problematiserede spørgsmål.
Jørgen Dines Johansen analysere i antologien "Kulturforståelse" (1990) den sproglige formåen, og kvaliteten af den konkrete sprogligt bearbejdede erfaringsmasse, som en del af et menneskes kompetence til at registrere og tolke impulser fra omverdenen, fra andre mennesker og fra sig selv. Et individ modtager sproget og udvikler talens brug som et led i sin socialiseringsproces, og sproget fungerer både som en forudsætning for og et middel til individets integration i det nære og i det videre fællesskab. Vi bliver tiltalt og vi taler i kraft af, at der er blevet talt til os, imens vi overtager talens brug som en del af vores miljø og vores livsverden. At reflektere stumt over et emne i indre sproglige formuleringer er en inderliggørelse af de færdigheder, man har lært gennem dialog med andre. Tanke og tale kan bruges som et redskab til at reflektere over sin virkelighed, alene eller i dialog med andre, og søge en mulig frihed til at ændre på ens egen situation.
Jan Tønnesvang (f. 1963) er professor ved Psykologisk institut på Århus universitet. Hans bidrag i "Dannelse" (2002) side 63-86 sigter på at definere nogle bud på moderne dannelsesbegreber i form af tilværelseskompetence og kvalificeret selvbestemmelse.
Tønnesvang redegør for sin dannelsesteoretiske relevans med, at livet i den vestlige verdens dynamiske videns- og værdipluralistiske samfund forudsætter, at vi kan gøre brug af tilværelseskompetencer. Tønnesvang definere fire kompetencer, som han har fordelt på to kategorier. I første kategori analyserer han "udadrettet kvalificering" og "udadrettet selvbestemmelse", der sigter på at bringe os i stand til at skabe et socialt liv med meningsfuld eksistens i tilknytning til samfundsmoral og værdistrukturer ofte i moderne samfund med dynamik og kompleksitet.
De to andre af de ialt fire tilværelseskompetencer, kalder Jan Tønnesvang "indadrettet kvalificering" og "indadrettet selvbestemmelse", der vedrører et menneskes evner til at navigere i sin egen personlige tilværelsesdimension i oplevelsesnær forholden sig til sig selv med fri adgang til sin egen emotionalitet med motivationelle dynamikker, og i forbindelse med selvrefleksion mærke efter, hvad der i situationen er det rigtige for en at gøre, og så handle ud fra det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar